Der er fokus på kongehuset for tiden Politikens bog om danske monarker er en håndbog af den gode gamle type, der neutralt og samtidig folkeligt giver os netop de oplysninger vi forventer at finde. Bogen gennemgår den danske kongerække, som vi burde huske den fra skoletiden. De første sagnkonger er omtalt samlet i et indledende afsnit, men fra Gorm den Gamle går det slag i slag. I de enkelte biografier giver indskudte bokse med kronologiske oversigter over vigtige begivenheder et hurtigt overblik, mens andre indeholder citater, der giver et indblik i samtidens skiftende opfattelser af kongernes liv og virke. Scocozzas gennemgang af den danske kongerække er grundig og nøgtern. Selvom den enkelte regent selvfølgelig er i centrum, tager han mere udgangspunkt i deres handlinger end i deres person. Teksten støttes af velvalgte illustrationer i både farver og s/h. Slægtstavler og registre hjælper med at finde rundt i det omfattende stof.