Den gæve Postmand Per fra den populære børnefjernsynsserie, der bærer hans navn, har taget springet fra det korte tv-format til det store lærred og en "rigtig" biograffilm med mere action, end man ellers er vant til i Grønnedal!.
En rationeringsekspert har indtaget posthuset i Grønnedal. Det betyder for Postmand Per, at en ferierejse til Italien med familien er i fare. Postmand Per stiller derfor op i en talentkonkurrence, hvor førstepræmien er - ja, en ferierejse til Italien for hele familien! Postmand Per viser sig at have skjulte talenter og vinder konkurrencen. Men i mellemtiden har iskolde Postmand Per-robotter overtaget hans arbejde, hvilket fører til, at venner og familie føler sig svigtede! Og hvad er vigtigst i her i verden? Venner eller berømmelse? Filmen har flere voksenrelaterede referencer, som da Postmand Per for eksempel læser krimien Postbudet ringer altid to gange.
Med et plot om robotter, der overtager postuddelingen i Grønnedal, og en tydelig parodi på talentshows mister denne lange udgave af Postmand Per meget af tv-seriens enkle charme, der må vige for en lettere skinger kritik af fagre ny verden.
Postmand Per er som seriefigur i familie med bundsolide Byggemand Bob og for så vidt også det gode tog Thomas og dets venner. Alle er animationsfilm, der i venlig børnehøjde handler om venskab, samfundssind og samhørighed.