Sjov, fræk og uhøjtidelig "chick lit bog" for poptøser om Powerbabe universet, som piger i pubertet og præpubertet fra 12 år kender fra online lifestyle strategi og rollespillet, som findes på www.powerbabe.dk, hvor der også er mobilsjov, tegneserie, merchandice, shopping og personlighedstester m.v. Powerbabe level 1 er historien om, hvordan 4 vidt forskellige typer af gymnasiepiger: Anna, Kitty, Milla og Rose overlever dagligdagen i skolen og hjemme med intriger, såret selvtillid og kærestesorger i forstaden Angel Fall. De føler sig som deltagere i et grusomt spil, og tager en sofistikeret hævn over fyrene, drømmer Powerbabe drømme og beviser, at girlpower adrig er gået af mode. I begyndelsen introduceres persongalleriet af de forskellige unge. Herefter følger vi på skift pigerne, men især den nytilflyttede 17-årige Anna, med den høje IQ. Forfatteren er grundlægger af firmaet Pinkfloor, og hendes bog appellerer udogmatisk til at leve poptøsedrømme og roller helt ud: At score, være intrigant, smart, snedig eller feminin osv. Historien er skrevet i forenklet ungt hverdagssprog fyldt med slang, og den er illustreret med tegninger og et omslag fra internetspillet. Det er ikke litteratur i traditionel forstand og heller ikke noget mødre, som jeg selv synes om, men poptøser fra 11 år vil elske at læse mere om de trendsættende piger, som de kender fra nettet.