Flotte og specielle er illustrationerne i denne billedbog for børn fra ca. 4 år. Historien er bedst, hvis man kender H.C. Andersens Prinsessen på ærten, for dette er den samme historie, blot set fra ærtens synsvinkel. Her kravler ærten op og hvisker i pigens øre, hvad hun skal sige til dronningen. Og så får prinsen, nej, ikke en prinsesse, men gartnerens datter. Illustrationerne er i klare farver og virker umiddelbart enkle, men man finder hele tiden nye detaljer, hints og sammenhænge. Næsten surrealistisk er det ind i mellem. Jeg er blevet gladere for bogen ved at læse den flere gange. Først fokuserede jeg på ærtens aktive rolle, som jeg fandt lidt søgt. Siden trådte de andre pointer og sidehistorier tydeligere frem, f.eks.: Den lille ært hjælper gartnerpigen, der har dyrket den frem. Dronningen der opnår det modsatte af hensigten med sit snobberi. Prinsen som får en frodig tilværelse uden for slottet med sin jordnære kæreste. Alt sammen fortalt i billederne, der rækker langt ud over, hvad der står i den korte, mundrette og let eventyragtige tekst. Grey har tidligere udgivet Ægget : en tragisk historie (2002/23), men den er ikke så god som bogen her.