First person shooter i stil med de klassiske skydespil fra 1990'erne, som Doom og Quake. For unge og voksne.
Dette er en såkaldt "boomer shooter", dvs. et skydespil, som stilmæssigt imiterer de klassiske shootere fra 1990'erne. Du skal udforske komplekse baner, mens du nedkæmper massevis af fjender i hurtige kampe, ved hjælp af forskellige våben som du indsamler undervejs. Du har et automatisk kort, som bliver udfyldt, jo mere du udforsker, og som kan hjælpe dig til at finde hemmelige områder. Du skal også finde nøgler, som er nødvendige for at kunne avancere til følgende baner. Det kan spilles solo, i co-op eller i forskellige PvP-modes. Sproget er engelsk.
Det er svært ikke at holde af "Prodeus", som blev finansieret via en vellykket kickstarter-kampagne i 2019. Det genskaber på glimrende vis det hurtige og simple gameplay fra klassiske shootere som Doom og Quake fra id Software. Grafikken er kantet, og præcis så gritty og blodig som den bør være. Soundtracket er pumpende death og doom-inspireret metal - perfekt. Teknisk fungerer spillet fint, men der er dog enkelte performance-problemer på Nintendo Switch, især på store åbne baner med mange fjender. Spillet har ikke nogen betydelig historie og det er i et spil som dette helt OK. Sværhedsgraden kan indstilles i 7 niveauer, fra ultra let til ultra svær. Målgruppen er fra 15 år. PEGI: 18 og ikon for vold.
Lignende er Doom (Playstation 4), som er et reboot af det originale fra 1993.