En god og aktuel spændingsbog, som på nær nogle enkelte episoder ikke har mange blodige og grufulde beskrivelser. Bogen vil især glæde læsere, der godt kan lide beskrivelser af efterretningsteknikker og snedigt udtænkte aktioner.
Den amerikanske præsident sætter sig det mål at stoppe al indsmugling af kokain, som er årsag til unge menneskers fordærv. Den eksisterende indsats er ikke tilstrækkelig for at standse de skruppelløse narkosmuglere, og en tidligere CIA-agent, Paul Devereaux, lover præsidenten, at han i løbet af et år kan standse al ulovlig kokainimport til USA og Vesteuropa, hvis han kan få alt nødvendigt udstyr, mandskab og lovgivning stillet til rådighed. Den avancerede aktion mod narkobaronerne skildres i tilpas doserede kapitler, hvor læseren efter en god indledning let finder rundt i de mange scener, hvor man kommer rundt på både narkoverdenens bonede gulve og ud på skibene, der fragter de mange tons narko. Det er ganske interessant beskrevet, men Projekt Cobra skal altså ikke læses for at nyde gode og nuancerede personbeskrivelser, for her er alle personer beskrevet i sort og hvidt. God forside og appellerende bagsidetekst.
Frederick Forsyth er et velkendt forfatternavn på spændingshylderne, senest udkom Afghaneren, 2007.
En traditionelt opbygget spændingsbog med hyppige skift i scenerne, om end de helt store spændingshøjder dog ikke nås på grund af de stereotype personskildringer, men med meget interessante beskrivelser af bagmændene og deres aktiviteter.