En mindre, men dedikeret, målgruppe er garvede ufo-interesserede, der måske har observeret mystiske fænomener på stjernehimmelen, men denne retrospektive bog kan bestemt læses af alle med den mindste interesse for ufo-fænomenet.
Kim Møller Hansen, formand for Skandinavisk UFO Information, skriver her en forbilledlig grundig retrospektiv bog i ringbind om ufo-fænomenet. Den flydende velskrevne tekst er ledsaget af mange fotos i bogen, der er i 6 dele. Første del "sætter ufomyten ind i en historisk og kulturel sammenhæng", 2. del redegør for myterne omkring nedstyrtede ufoer, her ikke mindst Roswell-myten, 3. del har fokus på bortførelser af mennesker foretaget af evt. "aliens", 4. del redegører for de forskellige typer af nærobservationer. 5. del har overskriften "Langt ude" og behandler emner i ufologiens periferi, fx hypotesen om at rumvæsener har bygget pyramiderne. Afsluttende del er forfatterens status over ufologien. Han konkluderer bl.a., at spørgsmålene ufologien rummer skal findes inden i os selv som mennesker, og at et evt. svar på anden intelligent liv i rummet ikke findes i ufologien, men i astronomien. Og bogen indledes med et smukt citat af Anais Nin: "We dont́ see things as they are, we see things as we are".
Kan sammenlignes med 50 år med ufoer af Haunstrup, men nærværende bog er meget mere omfattende.
For interesserede spændende læsning, men ringbinds-formatet er svært håndterligt i bibliotekssammenhæng.