I Pussyland består klientellet bl.a. af crackdealere, transvestitter, alfonser, ludere og galninge - og alle er de mere eller mindre påvirket af alle tænkelige former for rusmidler. Stedet er et nutidigt USA med dets drømme og mareridt, berejst fra New York til L.A. De 10 prosastykker har den samme jegfortæller, en mand omkring de 30, som har forladt kæresten og en pæn og almindelig tilværelse i DK til fordel for vildere og mere grænseoverskridende oplevelser på snuskede moteller, dyre casinoer og depraverede stripbarer befolket af syrede og sære typer, mens han forsøger sig med sit litterære gennembrud. Henrik List, f. 1965, har som journalist m.v. beskæftiget sig med mange af 90ernes kulturelle nyskabelser, primært i film, musik og litteratur - og gerne fra USA. De foreliggende fiktive historier er da også præget af solid inside viden om de amerikanske miljøer af mange slags, og skildringerne fremstår ofte mere som journalistiske reportager eller essays end som egentlig fiktion. H.L. har tidligere bl.a. skrevet om de amerikanske beatforf. Burroughs, Kerouac, Bowles m.fl. i Tilbage til Tanger, 1997, og gav med Deadline 2000 - remix fra 90'erne, 1999 en omfattende både nyttig og vidende kulturjournalistisk indføring i perioden.