Pyjamasparty

Enkelte af de korte prosaforløb i Peter Asmussens bog har fortællende elementer i sig, som minder om noveller i traditionel forstand. De fleste har dog karakter af indre monologer, hvor en række anonyme personer træder frem, oftest kun markeret som "hun" eller "han". Snarere end at beskrive, eller "forklare" sin personer psykologisk og socialt, søger forfatteren at gengive deres kaotiske og uforarbejdede tanker og følelser. Gennem en søgende og kredsende bevægelse, hvor gentagelsen er et tilbagevendende stiltræk, afdækkes de små skred som finder sted i bevidstheden, hvor der er tale om noget endnu uudtalt eller usagt. Mange af teksterne griber fat i en stemning, eller erindring, der ofte har ensomheden eller menneskers manglende evne til at nå hinanden som den basale erfaring, men også glimt af nærvær, som i mange tilfælde rækker bagom voksenlivet tilbage til barndommen. PA arbejder konsekvent videre med den minimalistiske stil, som han også dyrkede i Sørgespil, (1990), og Om natten, (1992), uden at føje noget afgørende nyt eller anderledes til. Formen mestrer han, men bogens omfang taget i betragtning undgår det ikke i længden forudsigelighedens og gentagelsens præg.

Read the full assessment