Nintendo DS. De retarderede kaniner, kendt som Rabbids, er virkelig slået igennem på wii, hvor der er kommet en hel serie af Rabbids-spil. Nogle af disse udkommer også til Nintendo DS - fx det nyeste Rabbids go home, der er et puzzle adventure for børn og voksne fra omkring 10 år og op. Sproget er engelsk. PEGI: 7.
The Rabbids er endt på en losseplads, hvor de nyder at ligge på de tændte lygter om natten. Lige indtil en af dem bemærker, at fuldmånen ligner en gigantisk lygte, for så er freden fordi og alle kræfter sættes ind på at bygge et tårn til månen. Dette gøres ved at sende Rabbids af sted med en indkøbsvogn for at hugge så mange ting til et tårn, som overhovedet muligt fra os mennesker. Sjovt nok er vi mennesker ikke villige til at afgive vores ting til en flok kaniner, så spilleren skal gennemføre omkring 150 baner med puzzles for at have ting nok. Banerne er ens opbygget - man har nogle ting, som man kan placere på banen, så man sikrer at indkøbsvognen ruller fra start til slut uden uheld. I starten er det meget enkelt, men det bliver meget udfordrende. Spillet har desuden multiplayer for to spillere.
Spillet er et puzzlespil, hvor spilleren skal placere genstande for at sikre en farbar vej gennem banen. Der kommer ikke mange af denne type spil, men man kan sammenligne det med klassikere som "The incredible machine" og Lemmings.
Rabbids go home til Nintendo DS deler plot med wii-versionen, men der stopper sammenligningerne også. Nintendo DS-versionen er et glimrende puzzlespil, dog med en helt anden og mere voksen målgruppe end wii-spillene.