Wii. Der er allerede en række party-spil til wii. Ubisoft har selv udgivet flere af disse og de står også bag Racket sports party, der er et sportsspil for hele familien. Spillet er for både drenge og piger fra ca. 10 år og op. PEGI: 3. Sproget er engelsk.
Op til fire spillere kan dyste i fem forskellige ketcher-baserede sportsgrene (hvilket ikke helt passer, da bordtennis spilles med bat). Udover bordtennis er der også badminton (en sjældenhed i computerspil), tennis, squash og strandtennis. De forskellige sportsgrene kan spilles hver for sig eller i turneringer - der er også et party mode, der gør kampene mere "gakket". Som i "Wii sports" tennisspil, kan man i Racket sports party ikke styre spillernes placering på banen, men kun styre deres slag. WiiMotion kontrollen er ganske fin og præcis og både Ubisoft kamera og MotionPlus understøttes. Spillet er absolut bedst i multiplayer og understøtter op til fire spillere. Er man alene, vil man næppe blive underholdt i mere end en times tid. Grafikken er enkel - men stadig farverig og venlig.
Både bordtennis og almindelig tennis optræder allerede i andre minispil-samlinger til wii. I Racket sports party er der dog mulighed for at variere spillet en smule mere end tennisspillet i "Wii sports".
Racket sports party er et simpelt og let tilgængeligt sportsspil for hele familien og er man interesseret i flere ketcherspil, end dem man får i "Wii sports", så er spillet her ganske fint til et par timers underholdning.