For lyriklæsere, der kan lide rablende, kaotiske og underfundige digte.
Radioteatret er en digtsamling skrevet af Pia Juul, der er en af de mere etablerede danske lyrikere/forfattere. Juul debuterede i 1985 og har siden høstet en del anerkendelse. Digtene er en slags radiospil, med replikker og regibemærkninger. En genre som Juul mestrer, da hun har en fortid som dramatiker. Dette radiospil er et af de rablende af slagsen, og der bliver også gjort grin med genren radioteater. I bogen møder vi personer fra hovedpersonen Eliza Cs liv, som alle vil til orde, og helst samtidig. Vi møder bl.a. Eliza Cs tidligere jeg'er og den tyske by Koblenz der også har fået en stemme. I løbet af disse rablende replikker, løftes sløret for, eller tilsløres Eliza Cs liv. Juuls omgang med sproget er i særklasse, men man skal holde tungen lige i munden for at følge med i de mange snakkende og parlamenterende replikker. Derfor er digtsamlingen ikke den nemmest tilgængelige. Man kan på forhånd godt glemme at holde styr på persongalleriet, og i stedet bare nyde turen.
En anderledes form for digtsamling, hvor der ikke umiddelbart findes noget tilsvarende. Kun i Juuls egen Helt i skoven findes digtet Mord i skoven hvor et hav af stemmer giver lyd fra sig angående et mord. Dette digts stil minder om den i Radioteatret.
En anderledes og lidt kaotisk digtsamling, men bestemt læseværdig. Bogen stiller store krav til læseren, men efter gennemlæsning er man også en oplevelse rigere.