Henvender sig til fantasy-læserne og kan selvlæses fra ca. 8-9 år og opefter. Bogen skal formidles som letlæst, klassisk fantasy med modige riddere og skumle troldmænd.
Det er forfatterens første bog på dansk, og det første bind i en planlagt serie på 5. Bogen omhandler den unge tyv Lot, som forvilder sig ind i et aflåst tårn, hvor det naturligvis er forbudt for ham at komme. Her kommer han ved et uheld til at løslade 5 onde troldmænd fra deres fangeskab, og samtidig også sætte en masse vild magi fri. Noget af denne magi bliver i Lot og som straf for at have sluppet troldmændene løs, sender kongen ham af sted for at indfange dem igen. Med sig får han følge af nogle andre, klassiske fantasy-arketyper: Ridderen, Helbrederen og Spejderen. Historien er stramt fortalt, i et godt og letlæst sprog - den fænger hurtigt og man sidder tilbage med lyst til at læse mere. Forsiden er flot og bagsideteksten dækkende.
Udstyrsmæssigt ligner denne bog forlagets anden, store fantasy-serie: Adam Blades Monsterjagten, men sprogligt er den langt bedre og minder mere om Emily Roddas gode Deltora-serie.
En virkelig fin begyndelse på det der tegner til en ny, spændende fantasy-serie.