John Rambo er tilbage! Krigsveteranen lever et stille og tilbagetrukket liv. Man da nogle skurke gør nogen Rambo har kært ondt, finder han sin indre kriger frem. Brutal og blodig actionfilm som bestemt ikke er for børn.
John Rambo, som vi kender fra de fire andre film i serien, lever et stille liv på familiegården. Her har han selskab af en husholderske og dennes barnebarn. I en underjordisk hule har Rambo alle sine våben. En dag forsvinder husholderskens barnebarn, en pige som Rambo ser som sin egen familie, og han følger hendes spor til den brutale underverden i Mexico. Her støder Rambo på et kartel der tjener deres penge på prostitution og menneskesmugling. Lederne af kartellet tror bare at Rambo er en gammel og harmløs mand - og den fejltagelse kommer de til at fortryde! Baseret på karakteren Rambo fra David Morrells roman Blodigt opgør fra 1972.
"Rambo - last blood" er en ekstremt simpel og effektiv actionfilm. Stemningen er mørk og brutal og blodet flyder. Sylvester Stallone, der er fyldt 73 år, gør det ganske fremragende som John Rambo. En mand der kan eksplodere i en voldsrus hvis det kræves af ham. Man kan se filmens handling som en blanding mellem "Taken" og en "Alene hjemme" for voksne - for naturligvis leder handlingen frem til et endeligt opgør et sted, hvor Rambo har gjort sig klar til kamp med fælder og andet godt.
Udover de første fire film i serien, så har filmen et tydeligt slægtskab med "Taken"-serien.