Tekstrig billedbog med charmerende billeder om en kærlighedshistorie mellem to hvepse. Handlingen foregår blandt hvepse og en række spøjse smådyr som f.eks. biller, mariehøns, myg, tusindben m.v. Kærlighedshistorien udspilles mellem den flotte, lidt lade Randi og den smarte, udfarende Bjarne. Den relativt lange tekst er skrevet i et veloplagt sprog. Det er ikke en historie med et egentligt højdepunkt, men en række episoder som stykkes sammen til et hele. Vi hører om Randis liv og familie og særprægede bekendte og om Bjarne og hans ihærdige forsøg på at tjene penge til det fælles bryllup og endelig om det festlige bryllup til sidst. Historien drives frem af en charmerende, munter tone og de to kæresters ubekymrede tilgang til livet. Det understreges af de livlige billeder, som er fulde af skægge detaljer og pudsige personificerede dyr. Hvert opslag er en oplevelse for sig med en spids, charmerende streg i festlig farvelægning og "personer" med store øjne og levende udtryk. Her er detaljer, fart og humor, som nok skal optage børn i denne historie, der ikke i sig selv påkalder sig den store opmærksomhed. Underholdning uden den store dybde. Fra ca. 4-7 år. Forfatteren kendes bl.a. fra bøgerne om Hanne Hundige og illustrator fra bl.a. Børge bokser (2001).