Nintendo DS. Action/adventure-spil. Rango henvender sig til børn fra 7 år - nok primært drenge. Man skal på skift bruge alle knapper på DSén, hvilket kan være svært at styre for de yngste spillere i starten. Pegi på 7 er fint, men ikonet for vold er overdrevet, da kampene er ren tegneseriegrafik. Sproget er engelsk, hvilket er en skam i forhold til målgruppen. Der er en del tekst ind imellem, men det kan spilles uden at læse teksten.
Spilmatiseringer er langt fra altid særlig vellykkede, men spillet Rango er udmærket og tager udgangspunkt i tegnefilmen af samme navn. Kamæleonen Rango er sherif i byen Dirt og skal bekæmpe Bad Bill og mange andre fjender. Man kan skifte imellem 4 udgaver af Rango (fx sherif eller guldgraver) med hver deres evner. Undervejs skal man samle guldstykker samt grønne og røde mønter op, som kan bruges til at købe bedre våben og forbedrede evner. Spillet er en smule ensformigt i starten, hvor man næsten udelukkende skal nedkæmpe fjender, som alle ligner hinanden. Efterhånden møder man dog flere typer fjender, og man skal også løse en del puzzles, fx åbne en port ved at trykke på 4 plader i rigtig rækkefølge. Spillet foregår bl.a. i by, ørken og minegange, og der er ægte western-stemning overalt. Grafikken er i orden uden at være banebrydende, og mange fjender ser ens ud.
Rango minder ikke umiddelbart om andre Nintendo-spil, men har elementer fra flere spiltyper.
Rango er et udmærket og humoristisk actionspil med ægte western-stemning for de yngre spillere. Spillet er bedre end de fleste spilmatiseringer.