Forfatteren har de sidste 15 år lavet en lang række billedbøger, oftest med dyr, hvoraf de kendeste nok er bøgerne om Lille Bjørn. Her kommer en sød og varm historie om det at få et nyt barn i familien. Andemor har til alles store glæde lagt et smukt æg. Det er noget nyt for Ællington, der hele tiden undres og spørger de voksne om dette mærkelige fænomen og den kendsgerning, at alle ænder har ligget i et æg, og altså også ham selv. Til slut er ægget ruget færdigt, og alle venter spændt. Det bliver dog Ællingtons sagte rappen, der kalder Babyand frem, og alle rapper nu højt af glæde. Det er en enkel, udramatisk og sød historie, ganske uden jalousi eller konflikter for de mindste fra 2 år. Illustrationerne passer perfekt til teksten, de er nuttede og udtryksfulde, omend noget ens, idet alle viser ænderne, reden og ægget.