Playstation 3. Platformspil med actionelementer. For fans af serien og platformsinteresserede spillere i øvrigt. Henvender sig mest til børn i alderen 7 til 14 år. PEGI 7 med ikon for vold. Sprog: dansk.
Ratchet leder efter sin Clank, som er blevet kidnappet af den onde Dr. Nefarious, der vil have kontrol over tiden i rummet. Man skiftes til at spille de 2 figurer, der hver især har meget forskellige evner. Robotten Clank, der bliver ansat som pedel ved universets "Tidsur", evner nu at manipulere med tiden. Han kan dermed lave tids-kopier af sig selv, optage sine handlinger og få sine kopier til at gentage dem på samme tid. Smart hvis der fx skal aktiveres mange låse på én gang for at komme igennem en dør. Ratchet, der får hjælp af sin fars ven Azimuth, er god til at kæmpe og hoppe og kan bruge særlige svævestøvler, der giver ham mere fart. Ratchet har også adgang til et fantasifuldt og sjovt våbenarsenal med masser af opgraderingsmuligheder. Prøv fx den supersoniske frøpistol der bøvser fjenderne væk.
Formlen er den samme som i tidligere udgaver, men trådene for de 2 foregående spil i historien samles og banerne er større og udfordringerne endnu mere krævende, især når man spiller Clank. Kan sammenlignes med "Jak & Daxter"-serien.
Ratchet & Clank har været på markedet i 7 år og altid stået for ypperlig underholdning i platformsgenren. "A Crack in time" er både hyggelig, flot og udfordrende og måske den bedste i serien. Et must have på hylderne.