"[Swift] lyder opslugt af smålighed, kærlighed og rænkespil, og det er simpelthen god underholdning ... På flere numre matcher Swift teksternes paranoiaen og hævnlyst med en kold, gråtonet elektronisk lydside ... Det er ikke skelsættende produktioner, og den betuttede electro-clash på »Look What You Made Me Do« lyder decideret tumpet. For slet ikke at tale om »End Game«, hvor popsangeren Ed Sheeran forsøger at rappe. Men Swift forstår at skrive sange, der klæber sig til hukommelsen".