Rinkesten

Der hviler en egen sprød stemning over Poul Borums lyrik, næsten af samme art som den man møder i Klee's billedverden. Hans form er bevidst forenklet; derfor i og for sig let tilgængelig, men man må lytte. Her drejer det sig om det næppe hørbare, de usporlige vejrskift i sindet, den varsomme kærlighed. Han er godt på vej til ( på idyllisk grundlag) at skabe sin helt personlige stil, hvor et anslag, en let berøring af sproget, fremkalder følelsen af at her er det uhåndgribelige grebet, det usigelige næsten sagt. Poul Borum bør være repræsenteret i de biblioteker, hvor man ikke lader sig nøje med antalogier af ny lyrik.

Read the full assessment