Fin fagbog i serien De store fagbøger for aldersklassen 11-14 år. Kortfattet - klar i strukturen - god og understøttende billedside.
Opbygningen er klar og enkel: 22 afsnit, som hvert udgør et dobbeltopslag med gode, varierede illustrationer, små faktabokse i behersket omfang og ikke mindst tekster i klart, præcist sprog. Vi kommer godt omkring i de 800 års historie, som Romerriget omfattede, eksempelvis: Dagligliv, rigets forskellige faser, militære forhold, republik og kejserdømme, religion, sundhed, skriftsprog, magtforhold og storpolitik. Alt sammen i en klar og overskuelig form, som først og fremmest sigter på overblik og helhedsforståelse. Forfatteren kendes for en lang række gode, historiske fagbøger, bl.a. om Romerriget.
Der findes virkelig mange fagbøger om Romerriget, også for denne aldersklasse. Fx: Meloni Rønns: Romerriget, 2005 og Steeles: Det gamle Rom fra 2009. Den her anmelde adskiller sig især ved sin enkelthed, klarhed og overskuelige omfang.
Det er med god grund, at fagbogsserien her næsten har opnået samme berømmelse i skolekredse som "lillebror-serien": De små fagbøger. Bogen formidler forbavsende meget stof på sine blot 48 sider. Bogen når måske ikke fagligt dybt ned, men sigtet er også snarere helheds- og sammenhængsforståelse, hvilket lykkes fornemt.