Alle, der holder af menneskelige dramaer, vil elske filmen om 5-årige Jack og hans mor, der er låst inde i et haveskur; et skur de kalder Værelse, men som ligeså godt kunne hedde Verden, for det er alt hvad Jack kender til.
Jack og Joy bor på Værelse. Om dagen leger de med Ægslange, læser eller dyrker motion. Om natten sover de sammen i Seng, på nær de nætter, hvor Gamle Nick kommer, så sover Jack i Skab. Værelse er hele Jack og Joys verden, hun har været indespærret i 7 år, han i de 5 år han har levet. Joy gør sit bedste for at give Jack en helt normal barndom inden for de mikroskopiske og klaustrofobiske rammer hun har til rådighed, men efterhånden som Jacks nysgerrighed vokser, og hendes egen desperation forstærkes, står det klart, at den eneste mulighed de har er at flygte. Men én ting er at slippe væk, noget helt andet er at tilpasse sig en hverdag i den virkelige verden. Mens verdenen udfolder sig for Jack skrumper den for Joy, der burer sig inde og tilbringer mere og mere tid i sin seng.
En stærk, rørende og på samme tid forfærdelig og livsbekræftende fortælling, der hylder fantasiens enorme kraft og en mors altoverskyggende kærlighed til sin søn. De to hovedroller er eminent spillet af Jacob Tremblay og Brie Larson, der fuldt fortjent vandt en Oscar for for sin præstation.
Livet er smukt handler om en fars forsøg på at skærme sin søn mod rædslerne i en koncentrationslejr, ved at skabe en illusion om at det hele er en leg.