Alle fugleinteresserede kan få glæde af denne smukke fuglebog, men den primære målgruppe er de mere erfarne fuglekikkere.
En flot bog om de rovfugle man kan se i Danmark. Som indledning er der generelle afsnit om rovfuglenes biologi og levevis og med nyttige beskrivelser af, og kort over, de overordnede trækfugleruter forår og efterår. Så følger en gennemgang af de 22 arter, der regelmæssigt ses i Danmark. Hver art tildeles fire til seks sider, og det giver i det store format plads til både grundige beskrivelser og adskillige fotos og farvetegninger til støtte for identifikationen.
Bogen bygger på de samme forfatteres Rovfuglene i Europa, 2004, men formatet og det snævrere udvalg giver plads til større og bedre illustrationer, og her vil især de mange gode dragtafbildninger glæde ornitologerne. Rovfugle i felten, 2007 beskriver ca. det dobbelte antal arter og dækker hele Europa og har samme målgruppe og høje kvalitet i et lidt mindre, men mere bekvemt format.
Rovfugle kan ofte være vanskelige at artsbestemme, bl.a. fordi de ofte observeres på stor afstand og under vanskelige lysforhold, men i denne rovfuglebog nummer to af høj kvalitet fra 2007 er der god hjælp at hente. Målgruppen er de mere inkarnerede ornitologer, men alle fugleinteresserede vil kunne glæde sig over bl.a. de mange smukke fotos.