Ruth-Violas forældre mener, at Ruth-Viola ser for mange film. Ruth-Viola skal gå til sport. Men Ruth-Viola og hendes usynlige ven, Olé, der bor i hendes store hår, er ikke begejstrede for at gå til sport, selvom de forsøger med flere forskellige sportsgrene. Let at læse fra 8 år.
Bogen hører til serien "Læseklub. Blå", lix 15. Ruth-Viola prøver at gå til håndbold, men hun får bolden i hovedet, og hun har svært ved at gribe den. Da hun ikke får lov til at score mål efter egne regler, har hun fået nok. I svømmehallen er det kedeligt bare at svømme baner - frem og tilbage. Det er sjovere at lege i bassinet med mor og far. Ruth-Viola mener, hun bevæger sig hele dagen, når hun leger, men mor og far siger, hun kan prøve tennis. Far køber en dyr ketsjer, men bolden vil ikke ramme den fine ketsjer. Da far og mor giver op, råber Ruth Viola "Jubi", og hun får mor og far med på en sjov leg, Ruth-Viola har fundet på.
Historien er sjov at læse, og de humoristiske illustrationer udvider og understøtter læsningen. Teksten består af megen dialog. Ruth-Viola er en stærk pige, der ved, hvad hun vil. Ruth-Viola går på kompromis med mor og far, for at se en film færdig. Hun har sin usynlige ven, der også i tegningerne optræder på alle opslag.
Læs også Ruth-Viola sælger sin lillebror. Figuren Ruth-Viola med bindestreg optræder også i forlagets dansksystem "Molevitten".