Samlet udgave af Ib Michaels trilogi Blå bror, Sorte huller og Vilde engle. Skulle der være læsere af velskrevet, vedkommende og livsbekræftende dansk litteratur, som endnu har trilogien til gode, er der kun ét at sige: Glæd jer!.
Ib Michaels (f. 1945) seneste tre erindringsprægede romaner er her samlet i et bind. Det er en fryd at læse de mange sider, for det er med sprogligt overskud og drive, at Ib Michael lader sin navnløse fortæller udvikle sig fra gymnasiedreng i Roskilde i midten af 1960'erne til en ung levemand og forfatter, der i begyndelsen af 1970'erne drager ud i den store verden. I mellemtiden har der bl.a. været masser af musik, film, litteratur, euforiserende stoffer, alkohol, religiøse bevægelser, kærester og venner. Der er kollektiver, en Vietnam-krig i baggrunden og en del virkelige personer, som indgår i fiktionen - værsgo at hilse på Villy Sørensen eller Poul Borum. Skrivestilen er realistisk, hovedpersonen sympatisk og portrættet af en tid overbevisende og livfuldt.
Samlet udgave af Blå bror (2006), Sorte huller (2007) og Vilde engle (2009). Bortset fra yderligere en række kursiverede indskud af en forfatter, der - som Ib Michael - i 2005 og 2006 opholder sig i Thailand og oplever tsunamien, er selve teksten stort set uændret.
Samlet udgave af Ib Michaels seneste tre flotte erindringsprægede romaner om en ungdom i 1960'erne og 1970'erne. Det er et værk, som der er læsere til på alle biblioteker, omend 700 sider i ét bind fysisk ikke er det mest håndterlige.