Sagan er for alle, der interesserer sig for et drama om en banebrydende forfatters liv, og temaerne kærlighed, misbrug og ensomhed, der var faste ingredienser i Sagans liv. Formidles sammen med romaner af Sagan samt temaer om den seksuelle revolution i 1950'erne og 1960'erne.
En skildring af den franske forfatter Francoise Sagans liv. Den begynder få måneder før hendes død, hvor hun er flyttet til Normandiet for at skrive sine erindringer. Hun debuterede som 19-årig i 1954 med Bonjour tristesse. Romanen handler om kvindens seksuelle frigørelse, den forårsagede skandale, vandt kæmpe udbredelse og blev oversat til flere andre sprog. Francoise blev hurtigt et forbillede for flere generationer og til en inspiration for modeverdenen. Hun drikker, spiller, skriver, ryger og er fast omgivet af 3-4 faste mandlige venner samt et par kvindelige partnere. En række succesfulde romaner senere og efter hun er blevet mor til en søn, udvikler hun smag for kokain, og en langsom og tærende dødsproces går i gang.
Instruktøren Diane Kurys er kendt for Århundredets børn fra 1999, der omhandler 1800-tallets store kvindelige forfatter, George Sands, hendes forvirrede liv, og kærlighedsforholdet til den dekadente forfatter Alfred de Musset.
Sylvie Testud er god, både i rollen som den unge overmodige Sagan, og senere som den gangbesværede, aldrende kvinde, hvis liv fyldes af ensomhed og misbrug. En smuk film, trods al dens elendighed.