Det er en halv snes år gammel serie, som nu introduceres i Danmark. Gammel er den osse i sit verdensbillede og sin venlige karikatur af britiske dyder, koncentreret omkring den pensionerede oberst Clifton og hans hus-faktotum miss Partridge (britisk mester i gullasch!). Clifton afbrydes indimellem i sin hobby (at samle på cigarmavebælter) af Haig fra Scotland Yard, når denne møder uløselige problemer. Som f.eks. i dette hæfte, hvor der optræder uforklarlige tilfælde af pengeskabstyverier. Forklaringen er psyko-kinese (d.v.s. at ting bringes til at bevæge sig ved psykisk kraft alene). Clifton løser gåden: et supermedie er gennem kirurgisk indgreb blevet styret og udnyttet af en gangsterbande. Gennem hård træning har miss P. i løbet af hæftet lært sig kunsten, hvad der på hæftets sidste side går ud over gullaschterrinen! Billedkompositionen er næsten helt uden oplivende momenter: ingen opbrydning af siden - total eller halvtotal i indstilling - ofte neutral baggrund.Endnuenusandsynlig - men ikke fantastisk krimi-tegneserie af jævn kvalitet, som nok kan "læses" langt ned - bortset fra de ironiske finter.