Bogen henvender sig til de børn i første-anden klasse, 7-8 år, der har så meget rutine, at de skal arbejde med indholdslæsning. Den kan bruges som en del af et læsekursus, som introduktion til en verden, børnene kan digte videre i eller til underholdning i fritiden. Svage læsere i tredje klasse kan også have glæde af historien. Læreren kan hente gratis opgaver på forlagets hjemmeside.
Science fiction historie om "Sam Sky-Boy", der må redde Jorden fra en invasion af onde rumvæsner. Missionen bliver et hæsblæsende eventyr, hvor Sam møder rum-dinoer, venlige og fjendtlige rumvæsner. Som en del af missionen må Sky-Boy befri sin far fra fangenskab på rumstation "Z". Det er ikke udfordringer vores unge helt mangler, og læseren får heller ikke mange muligheder for at kede sig. Bogen minder meget om en tegneserie i sin stil med store, farvestrålende illustrationer, tale og tankebobler samt en del lydord. Teksten er kortfattet og i hovedsætninger. Den arbejder fint sammen med billedsiden om at skabe et actionfyldt univers, som mange børn fra målgruppen vil fascineres af. Der vil være en del ord, som de fleste unge læsere får behov for hjælp til, men ellers er sprog, billede og indhold velvalgt til børnene. Den dramatiske forside med rumskibe i kamp skal nok lokke læserne til.
Serien om Ken fra Mars har nogle træk fælles med dette materiale, men de supplerer mere end udelukker hinanden.
En flot og tempofyldt historie, der helt givet vil falde i mange børns smag.