Mødet mellem den illegale indvandrer Samba fra Senegal og karrierekvinden Alice, udvikler sig uventet til et nært og nysgerrigt venskab. For alle der holder af et humoristisk og uhøjtideligt drama om venskab og kærlighed.
Samba, spillet af Omar Sy, er rejst fra Senegal til sin onkel Lamouna i Paris, for ved ufaglært arbejde at tjene penge til familien derhjemme. Samba arresteres, og sendes for en dommer. Som hjælp til den arresterede under retssagen tilkaldes frivillige immigrationshjælpere, heriblandt Alice, spillet af Charlotte Gainsbourg. Alice er karrierekvinde, der efter et stressanfald, er under genoptræning til arbejde. Da hun møder Samba opstår der snart et nært og ærligt venskab mellem de to. Samba udvises, men vælger at blive i Paris og arbejde illegalt. Han møder Wilson, og de to venner gennemlever mange prøvelser i deres bestræbelser på at holdet skindet på næsen. Alice og Samba formår at hjælpe hinanden videre på vidt forskellige måder.
Et smukt, aktuelt og nærværende drama, med to af tidens store stjerner i hovedrollerne. Absolut anbefalelsesværdig.
Instruktøren Eric Toledano har tidligere instrueret De urørlige, der også har fortællingen om det uventede venskab mellem umage parter som tema.