Samexistens

Denne tredje digtsamling af Knud Holst ligger ikke i flugt med de tidligere. Snarere ligger den stilistisk placeret mellem digtene , og novellerne. Den fræsende ordmagi, som prægede hans tidligere lyrik, er blevet afløst af et roligere, og mere fortællende tonefald. Visse af de nye digte kan virke som oplæg til noveller. Og det har vist ikke været meningen. Hensigten - som den røber sig i de fleste af digtene - er den, gennem en mere afslappet og mindre billedrig stil at nærme sig zoner som appellerer til disse egenskaber: barndommen og kvinden. Her er smukke erindringsdigte og stærke kærlighedsdigte, men tværs gennem alle skyder sig det åbne, storslåede vendsysselske landskab, havet, klitten, blæsten. Knud Holst evner at skabe en sproglig enhed af de mange planer han ofte fører ind i det samme digt. Det er en smuk og velskrevet digtsamling, og dertil meget omfangsrig, -- men man savner den hidsige sprogbehandling og viljen til koncentration som han viste i Trans (1964).

Read the full assessment