En interessant, farverig og grusom beretning om en lille flok europæere i Japan 1600-1620, bygget på mange kilder og fortalt levende af journalisten G.M., der har specialiseret sig i europæisk udforskning af eksotiske lande. Hovedpersonen er William Adams, en dygtig engelsk styrmand, som opnåede at blive den magtfulde shoguns værdsatte rådgiver. Han er det historiske forbillede for helten i James Clavells roman og tv-serien Shogun. Der er også her tale om virkelig dramatisk stof med skibsforlis, magtkampe, krige, jordskælv og den japanske blanding af overlegen, rig kultur og kold grusomhed. Det er historien om nogle europæiske søfolks og handelsmænds kamp for at overleve i et fjernt og farligt land, hvor de blev tålt en kort årrække, bl.a. på grund af samurai William. Bogen er godt illustreret, har mange litteraturhenvisninger og et interessevækkende omslag, så den bør kunne findes af læsere med lyst til spændende, eksotisk historie.