Denne bog henvender sig til yndere af fantasy og beslægtede genrer, der har undertoner af mystik, religion og okkultisme. Bogen vil interessere både drenge og piger fra 12 år. Den udmærkede forside indikerer fint bogens indhold af dyster, drømmeagtig mystik.
Herværende bog er den danske forfatters debut. Den unge pige Fréa og hendes familie hjemsøges af jætter. Fréa hører til i den gamle nordiske gudeverden og er en valkyrie med usædvanlige evner til at se ind i fremtiden. Hun kommer til Asgård, hvor hun bl. a. skal oplæres i genoplivning af de krigere, der er faldet i kamp på Idasletten. Det er en original og oplagt ide at indsætte den nordiske mytologi i en fantasy-sammenhæng. Det er en rimeligt velskrevet roman, hvor sprog og replikker flyder fint. Der er ingen tvivl om, at S.K. Slej kan skrive. Problemet for mig er, at beskrivelsen af det guddommelige univers i Asgård og Udgård ikke fremtræder levende og tydeligt. Jeg savner lidt logistisk information om samfærdselen mellem det gamle Asgård og nutidens Midgård. Men Fréa er godt beskrevet, og interaktion og replikker fungerer fint personerne imellem.
Bogens læsere vil også glæde sig over fantasyserierne Magiens cirkel og Cirklen åbnes af Tamora Pierce. De handler også om unge piger, der skal lære at udnytte deres latente specielle evner.
Det er en velskrevet bog med en spændende hovedperson og et originalt plot. Dog savner jeg en uddybelse af det mytologiske univers og overgangen mellem de to verdener.