En super varm kærligheds- og identitetsroman med et af tidens væsentligste kommunikationsmidler som bærende element. Ida og Sandor mødes over nettet. De er begge 15, Ida bor i Stockholm og Sandor i Göteborg. Ida bor med sin depressive mor, ser hamrende godt ud, kan få alle de fyre hun vil ha', har to slyngveninder, men kontrasterne i hende liv er for store, og hun føler sig rodløs og på et udefinerligt plan anderledes. Sandor ER anderledes. Hans familie kommer fra Ungarn, han er i gang med at opfylde sin mors ambitioner som balletdanser, og både i skolen, hvor han bliver mobbet, og hjemme føler han sig ude af stand til at kommunikere med nogen. Tilfældigvis mødes de i et chatrum, og anonymiteten løsner op, først for en masse af de tanker, der ikke kan deles med nogen andre, senere kommer historierne, så sandheden om hvem de er. Og herfra udvikler der sig en kærlighedshistorie tværs over Sverige med møder og individuelle opgør, både med hinanden og på hver deres front. Kadefors har greb om sine personer, og hun leverer en fin og indlevet historie om to unge, som man gerne vil tro på. Med klare budskaber til læseren om svære men nødvendige beslutninger og at stå ved den, man er, skrevet i et sprog der rammer her og nu. For de 12-16 årige, først og fremmest piger, der trods de næsten 300 sider ikke vil føle, at der er en eneste for meget.