Sang til dagens glæde

Borum befinder sig på et sted i sin kunstneriske løbebane, hvor det bevidsthedsrum, han så flittigt har opdyrket gennem sine efterhånden mange digtsamlinger, i stigende grad forenkles og rendyrkes. Næsten alle hans digte udformer sig som et møde mellem et sansende jeg, en omverden af natur og sproget som erkendelsesmiddel. Overgangene herimellem er glidende og frembringer hyppigt overraskende billeder. En art nyt liv opstår, hvor nuet så at sige blir små krusninger på evighedens overflade. Det giver digtene karakter af noget dybt og noget uendeligt. Hertil kommer, sammenlignet med tidligere af hans bøger, en følelse af ro og livsfylde, undertiden næsten idylliserende. Ved flere gennemlæsninger opleves dette som en ejendommelighed, idet digtene det ene øjeblik netop overbeviser og betager, men i det næste virker de selvcentrerende, ja ligefrem sentimentale, for selv hvor et du tiltales, taler digteren til sit eget jeg. Det er blidt, det er poetisk, men er det nok?.

Read the full assessment