Serien udvides med dette bind, der belyser et kontroversielt emne. Bogen indledes med et forord, der kort redegør for J.L.'s intentioner med den. Derefter følger ti kapitler, der bl.a. omtaler heksejagter og sorte messer, Aleister Crowley, der kaldte sig Antikrist, leder af Satans Kirke, Anton LaVey, ritualer i denne kirke, skik og brug hos satanister, heavy- rockens indflydelse på okkultisme og satanisme, rituelle menneskeofringer og interviews med en dansk satanist samt en dansk præst, der er dæmonuddriver. Bagest i bogen er der en oversigt over supplerende læsning. Det er en saglig og interessant udgivelse, der præsenterer både informationer og barske sager, og som nok skal behandles med varsomhed. Den to-spaltede tekst, der kan selvlæses fra 6.-7 kl., understøttes af et varieret billedmateriale, der består af s/h fotos, stregtegninger og gamle stik. Om emnet findes i skolebiblioteksregi Kirsten Andersen, Bøj dig for Satan, 1995. De to titler har visse emneoverlapninger, men kan udmærket supplere hinanden. Bogen kan anvendes til selvstændig informationssøgning og til evt. opgaveskrivning i folkeskolens ældste klasser samt i de overliggende ungdomsuddannelser.