Stemningsfulde og vedkommende digte, der gennem sproget og sansningen åbner op for en erkendelse og en forståelse af verden, der har retning mod det metafysiske. For digtlæsere.
Johan De Mylius er litteraturhistoriker med speciale i H.C. Andersen. Han har bl.a. tidligere udgivet H.C. Andersens liv : dag for dag Her følger en samling med digte, der peger ud mod grænsen af vores virkelighedsforståelse: "Der er sat grænser for/ hvad jeg kan se/ lyset skærer mig i øjnene/ og ukendte følelser/ presser væde ud af/ det skjulte indre/ de løber dråbevis ned/ over dette ansigt." Eller som det udtrykkes på bogens bagside: "Se det der er/ og se gennem det/ noget andet og mer/ end det du ser!". Digtene spænder fra jordbundne erfaringer og sansninger over naturdigte til kosmiske refleksioner: "Søg - ikke efter sorte huller/ i det uendelige mørke/ intet der opsluger alt/ en aske efter kloders/ og galaksers sidste brand// se hvad der er synligt/ nu i de nære mørke/ og nu i solens liv/ se hvad der er at se/ i det lys der er givet.".
Koncentrerede og tilgængelige digte, som inspirerer læseren til at udvide sin erkendelseshorisont og se bagom - og mere - end den håndgribelige virkelighed. En vellykket samling med mange stærke sekvenser, som vækker til refleksion og eftertanke.
Jakob Brønnum kommer i Virkeligheden 2.0 : digte også rundt i mange afkroge af livet og virkeligheden, fra det hverdagsagtige til det eksistentielle.