En kvadratisk billedbog med solide papsider om de mange forskellige køretøjer der er på vejene og ude på markerne. En oplevelses- og samtalebog for de 2-4-årige.
En del vil kende Daniel Napp fra gavtyvehistorierne om bjørnen Brum og hans venner. Denne gang handler det om køretøjer. Bogen zoomer ind på 7 situationer i byen og på landevejene, og når også en tur ud at se på mejetærskere og halmpresser til rundballer. Bogen handler om morgentrafikken i byen og feriekø på motorvejen. Brandbilerne rykker ud for at slukke en brand på rådhuset og bygningsarbejderne er i fuld sving med de store maskiner på en byggeplads. Hvert opslag danner sin egen historie om køretøjer og de mennesker, der bruger dem. En indledende tekst fortæller lidt om hvad der sker og stiller et spørgsmål, som lægger op til samtale. Herudover er der forklaringer på, hvad køretøjerne hedder. Daniel Napp står for både tekst og de hyggelige, humoristiske og udtryksfulde akvareller i klare farver med fine og sjove detaljer. En af disse er bogens indholdsfortegnelse, der med huller og billeder leder læseren hen til de forskellige køretøjer.
Der er efterspørgsel på bøger om maskiner og transportmidler og denne kan bruges af dem, der er vokset fra Inger Tobiasens Ud at køre, 2009/07, Stærke biler og Hjul på vejen, 2010/16.
En billedbog om køretøjer og maskiner på veje, marker og byggepladser. Billeder og tekst lægger op til samtale.