Disse søde pegebøger henvender sig til alle børn i alderen 1-3 år. Bøgerne hører ind under forlagets kategori "Selvforståelse" og giver børn et godt billede af, hvordan de agerer i hverdagen.
Forsiden er et barn tegnet med Kathleen Amants let genkendeligt glade farvemættede streg. I Sjov med vand følger vi forskellige situationer med vand fx i bad og i svømmehallen, hvor hovedpersonen ikke vil være våd. I Sengetid følger vi forskellige rutiner i forbindelse med sengetid, hvor hovedpersonen tager nattøj på, børster tænder osv. Bøgerne har små overraskelsesmomenter, der tydeliggøres med store flapper på hver side. Bøgerne er i et godt kvadratisk format, med tykke papsider og holdbare flapper.
Man kan sammenligne disse med forfatterens serie om Anna, hvor det også er hverdagssituationer, der bliver beskrevet. Ellers kan bøgerne også sammenlignes med serien om Mille og Mulle af Pauline Oud. Her er det også hverdagssituationer der er omdrejningspunktet, og tegnestilen minder meget om hinanden.
Meget fine og holdbare pegebøger om et lille barns hverdag. Formatet er godt til de små hænder, og de flotte glade farver vil glæde målgruppen. Disse pegebøger kan sagtens klare en del udlån.