Bogen, der første gang blev udgivet i Finland 1970 og op gennem 80'erne i flere svenske oplag, udkommer nu på dansk. Førsteindtrykket er en noget altmodisch layoutet bog i stil med de allerede udkomne tekstmassive Mumibøger. Efteråret er kommet til Mumidalen, og en række af dalens beboere vandrer mod Mumifamiliens hus. Her er den eftertænksomme og friluftselskende Mumrik, den frygtsomme husmormaniker Filifjonken, den ubekymrede Mymle, den gamle og glemsomme Onkelskrog, den foretagsomme Hemule, der aldrig får gjort noget færdigt, samt den lille homse Toft, der elsker at skabe historier. Mumihuset er tomt og forladt, og mens de venter på Mumifamilien, skal de forsøge at leve sammen trods forskelligheder og særheder. Der er ingen action, men en stille eftertænksom handling og filosoferen, og bogen står, trods sine over 30 år på bagen, for det, mange børn i dag mangler og har svært ved, nemlig at skabe den indre ro og forståelse for andre. Bogen er illustreret af forfatteren, og stregen kendes fra andre Mumibøger. Den skal helt klart formidles og egner sig højtlæsning for tænksomme og drømmende indskolingselever, der måske kan genkende og finde sig selv i nogle af bogens typer.