Septembersang

Det ligger mærkværdigvis sådan med Klaus Rifbjerg, at han faktisk ikke er i stand til at skrive dårlige digte. Én ting er, at næsten intet menneskeligt er ham fremmed eller uvedkommende, enanden ting er hans utrolige evne til sprogligt og skriftligt at afdække så at sige alle sider af tilværelsen. Hans vidtfavnende blik for tilværelsens mangfoldighed viser sig i disse digte, hvor hanskriver om ikke bare én ting, men om mange forskellige. Der er dog ét ord, ét begreb, der går igen af flere af digtene, nemlig »september«, en eftertænksomhedens og forfaldets måned, men det erogså symbol på et tidspunkt i livet, hvor tilværelsens paradokser melder sig. Flere af digtene handler om døden og ensomheden. - Måske er der netop lidt for mange udsagn om livets paradokser idenne digtsamling til at man for alvor gribes af den. Ind imellem kunne jeg savne noget af det personligt ægte og overbevisende engagement, der netop kan gøre Rifbjerg helt suveræn som digter. Jegvil ikke betegne bogen somen af Rifbjergs helt store digtsamlinger, men den er letlæst og ofte meget morsom.

Read the full assessment