Makkerparret Hartmann og Karrebæk har lavet denne bog i den populære serie Zoom ind. Den kan læses fra 3. kl. Layoutet er indbydende og overskueligt. Teksten er sat med store typer. Sætningerne er ikke for lange, og de længste ord er udstyret med delestreger. Der er korte kapitler. Illustrationerne understøtter teksten, og visse steder tilføjer de noget, som er med til at understrege den fantasi, som trives så fint i handlingen. Historien foregår en fredag i maj fra kl. 13 til kl. 16.30. Da Simon fra 3.a får fri fra skole den dag er han trist og vred. Han føler det, som om der er et hvæsende uhyre inde i ham. Hans bedste kammerat Mette Sofie er flyttet, og han fik ikke sagt farvel til hende. Vi følger Simon og hans skiftende sindsstemninger denne eftermiddag. Vejret skifter, og ligeledes gør hans humør og tanker. Flettet ind i handlingen optræder der et rigtigt hvæsende "uhyre", nemlig Mette Sofies kat, som dog til slut bliver kælen og medgørlig. Det er, da Mette Sofie dukker op, og de får aftalt, at Simon skal ud at besøge hende dagen efter. En tænksom historie. Både børn og voksne vil måske kunne blive lidt klogere på hinanden ved at læse den.