Til børn fra 9-11 år. Kan bruges til frilæsning og til en emnekasse om skibe.
Bogen er kronologisk opbygget og starter i oldtiden. For 5000 år siden fandt egypterne på at bruge sejl, og omkring Kristi fødsel byggede romerne store galejskibe, som de brugte i krig. Derefter fortælles om vikingeskibet og 1400-tallets kogger, som er et handelsskib. Fra 1500 til 1900 er det de store sejlskibes tid, som de berømte søfarere brugte til at rejse ud og opdage verden i. I 1807 sejlede det første dampskib. Nutidens kæmpestore supertankere, krydstogtskibe og hangarskibe præsenteres, og endelig til sidst lidt om sportsbåde, lystbåde og husbåde. Illustrationerne er en blanding af fotos og tegninger, og der er indsat landkort, hvor det er nødvendigt.
Fra 2006 har vi Fantastiske skibe fra Flachs. Her berøres stort set de samme emner, men man skal være ca. 11 år for at kunne læse med.
Fin historisk gennemgang af skibets udvikling. Som dansker er man tæt på havet, så der er sikkert mange, som vil kigge interesseret med i denne lille fagbog.