Bogen er første bind i en serie, der vil gennemgå regler og taktik i form af korte forklaringer og små opgaver i stedet for teoretiske udredninger. Den henvender sig til børn fra 7-11 år uden skakmæssige forudsætninger.
Forfatteren er international mester, er træner for det skotske skakungdomslandshold og har skrevet flere skakbøger på engelsk. Denne bog er inddelt i 7 kapitler der rækker fra den elementære indlæring af spillets regler til taktiske overvejelser og mere specielle finesser. Hver side er delt lodret i en lyseblå og en hvid spalte og indeholder en kort tekst og 1-2 skakdiagrammer med en enkel opgave. Opgaverne bliver gradvist sværere gennem bogen. Jeg kan godt forestille mig at denne logiske opbygning vil tiltale børn, der tænder på skak. Bogen er dog også velegnet som en elementær lærebog til større børn og voksne.
Af Piers Harper kom i 1999 for samme målgruppe Skakmat på skakborgen, som er ganske kort, og derudover findes der af nyere bøger nogle stykker fra omkring 2000-2004 for en lidt ældre aldersgruppe.
Bogen har et enkelt tiltalende layout og vil givet tiltale skakinteresserede begyndere. Den vil kunne anvendes af både børn og voksne, men det må understreges, at den kun indeholder de elementære regler og taktik for begyndere.