Bogen henvender sig til den forholdsvis brede læserskare, der nærmest fortærer historiske biografier.
Forfatteren er kunsthistoriker, præst og foredragsholder. Hun har tidligere udgivet bl.a. Guds moder og himlens veninde og Det åbenbarede ansigt. En beretning om Ulrik Ipsens liv fra han fødes i Haderslev og til han dør i København. Han er forfatterens oldefar. Ulrik Ipsen blev udlært som skrædder hos sin far. Herefter flyttede han til København, havde et par udlandsture på valsen og blev skræddermester i en ung alder. Hans livsfortælling er den røde tråd i en fortælling om 1800-tallets Danmark. Læseren føres rundt i bylivet i hovedstaden, skrædderfagets verden og borgerskabets København - og møder en række af datidens kendte personligheder. Til tider fylder samtidshistorien meget og til tider tager udenomssnakken over. Forfatterne genrebestemmer selv værket som en legende. Hun lader også fantasien lege med, som da hun fiktivt lader Ulrik Ipsen møde Friedrich Engels i London. En vigtig kilde for forfatteren er Ulrik Ipsens egne erindringer.
Der er mange biografier om personer fra 1800-tallet. Men hvor de fleste omhandler tidens kunstnere, forfattere, kongelige eller andre kendte, er dette en mere sjælden beskrivelse af et i forvejen ukendt menneske. Af lignende titler kan Skræddermesteren : skræddermester Ferdinand Priemés liv og tid nævnes.
En let tilgængelig bog, der giver et tidsbillede af et Danmark under hastig forandring.