I Aalborg bliver et kraftværk udsat for terror. I København bliver klimaministerens søn dræbt. Kan der være en sammenhæng mellem sagerne, som politimanden Martin Juncker bliver indblandet i privat? For læsere af realistiske danske krimier.
Politifolkene Martin Juncker og Signe Kristiansen arbejder igen sammen ved Personfarlig ved Københavns Politi. Det gælder drabet på en kontroversiel politikers voksne søn. Sønnen har levet det hurtige liv og er tilsyneladende blevet offer for narko- og spillegæld. Der er mange penge i politikerens store og dysfunktionelle familie, og Juncker og Kristiansen kommer på sporet af noget med narkokriminalitet og hemmeligheder fra fortiden. Pludselig bliver Juncker ramt, hvor han er allermest sårbar. Samtidig arbejder politiet i Aalborg på opklaringen af angrebet på kraftværket, og noget peger mod København. Fjerde og selvstændige krimi i serien af det journalistuddannede forfatterpar Kim Faber og Janni Pedersen.
Krimi lidt over middel. Anslaget er flot og lægger op til det helt store. Dog bliver Aalborg-vinklen ikke rigtig foldet ud, og i København bliver den vidtforgrenede handling sjældent rigtig spændende. Der er lejlighedsvise højdepunkter, men ikke nok til, at læseren for alvor bliver optaget af plottet. Personskildringerne er gode, og det samme er skildringen af et nutidigt Danmark.
Læses på linje med danske krimier af fx Steffen Jacobsen, Michael Katz Krefeld og Jesper Stein.