Nyt forlag, ny opsætning, små ændringer undervejs, forbedret billedgengivelse, større skrift, forbedringer, som berettiger supplering, men ikke nødvendiggør udskiftning. Bogen er stadig en fryd for unge, voksne og gamle, især mænd. Det er de tolv hunde, forfatteren takker i bogens start, og de spiller da også en aldeles afgørende rolle. Det er nemlig dem, som bringer mændene rundt på inspektion under forhold, man skal være mere end almindeligt robust og veludrustet for at klare. Andre har skildret patruljens liv siden den blev oprettet i 1974, men ingen på denne måde for de unge. Billederne er, om end flotte, så set flottere hos for eksempel Ivars Silis - nogle er lidt kornede, men man kan jo kombinere. Enkelte begreber kunne jeg, af hensyn til læserne, have ønsket blev konkretiseret en smule mere, men i de allerfleste tilfælde forklares de undervejs, så unge fra 13-14 år kan følge med i efterårsrejsen mod syd og de to forårsrejser mod nord. Vi hører også om de mange vedligeholdelsesarbejder, som er en forudsætning for livet på de fire bemandede stationer Daneborg, Mestersvig, Danmarkshavn Vejrstation og Station Nord. Jørn Riels fortællinger om fangstmænd kan supplere vedrørende forholdene samme sted for mere end et halvt århundrede siden, og kronprinsens ophold for nylig vil skærpe interessen for denne bog.