Iris kommer i huset hos Torben, der er overlæge i psykiatri, for at passe drengen Janus efter at moderen er rejst. I den kolde hospitalsverden stiller hun sig ubetinget på de svages side,snakker meget med patienterne og involverer sig dybt i den varetægtsanbragte skuespiller Eskild. Selv får hun anfald af "månesyge", føler sig udsat for de samme restriktioner som patienterne, ogomsider kommer det frem, at hendes forældre har anbragt hende hos Torben, fordi de opfatter hende som overspændt. Hendes voksende kritik af forholdene resulterer i en magtkamp med Torben, der erved at blive medicinmisbruger. Som modvægt mod undertrykkelsen står Iris' drømmeverden, marken med blomsterne, hvor hun kan danse frit. Efter Eskild's selvmord er hun stadig fastholdt på stedet,dels af ansvar over for Janus, dels fordi hun ikke er stærk nok til at frigøre sig. Romanen afdækker magtesløsheden hos de gale og bliver derved et indlæg i den stadig aktuelle psykiatridebat.Bogen foregår i 50erne og rummeren diskussion af det hvide snit kontra samtaleterapi. Gode portrætter af Iris og de mange farverige gale, hvis fantasi og følelser nedkules. Ved det enkle sprog ogde elementære spændingselementer henvender romanen sig til mange læsere. I J. Borberg's forfatterskab placerer den sig tættest på Eline Besser-serien.