Da Danmarks rigeste mand, H.C. Schimmelmann døde i 1782 var landet midt i den florissante periode, hvor den københavnske elite svælgede i luksus tjent på te, sukker og slavehandel. Del af serien "100 danmarkshistorier" for interesserede i danmarkshistorien og opgaveskrivere.
Bogen beskriver økonomien bag, hvordan Schimmelmann, Bargum og andre tjente uhyrlige summer på arbejdskraften fra danske fæstebønder, holstenske livegne, kinesiske teplukkere, indiske vævere og ikke mindst afrikanske slavegjorte. Der beskrives også hvilke kulturforandringer som den europæiske efterspørgsel igangsatte i Indien og Kina. Til sidst sættes perioden ind i en nutidig kontekst, hvor historikere påvirket af identitetspolitiske strømninger skændes med museumsfolk om hvordan kolonihistorien skal skrives.
Informativ historiebog som giver et indblik i de indviklede processer, som muliggjorde den økonomiske fremgang i 1700-tallets København. Det er fx interessant og tragisk, at de danske slavehandlere ikke kunne tjene særligt på den transatlantiske slavehandel sammenlignet med englænderne, da alt for mange af de slavegjorte afrikanere døde under overfarten.
Den florissante periode : Danmark i slutningen af 1700-tallet af Flemming Hørnø beskriver samme tid i Danmarkshistorien.