I serien af let tilgængelige fagbøger De små fagbøger har én af de flittige bidragsydere til de historiske af slagsen, nemlig Inger Byrjalsen, skrevet en fin, oplysende og tankevækkende bog om slaveri op gennem historien. Det omfattende emne belyses med ganske få og enkle ord og eksemplariske nedslag i historien med hovedvægten på den danske historie. Efter en kort præcisering af begrebet: slave fortælles om oldtidskulturernes anvendelse af slaveri. Herefter beskrives slaveriet i vikingetiden og de danske kolonier og trekantshandlen. En fortælling fra vikingetiden og trællebegrebets oprindelse bliver der også plads til. Afslutningsvis omtales de sortes historie i USA og endelig berøres moderne former for slaveri. Man kommer således både langt tilbage og meget langt omkring i den lille fagbog, men selvom stofområdet er voldsomt, opleves det ikke sådan, fordi den enkle klare tekst og de illustrative tegninger og fotos stille og roligt og helt uden dikkedarer serverer stoffet for sine unge læsere - børn i aldersgruppen: 6-11 år. Bogen er guf for alle nysgerrige samt opgaveskrivende børn og særdeles oplagt til skolebrug, fx til faglige læsekurser. Der findes ikke tilsvarende faglige materialer for aldersgruppen.