"Selv om de blev kaldt shoegazers, føles det [mere som at glo på stjerner], når man lytter til disse otte nye, smukt forløste numre ... På åbningsnummeret, »Slomo«, maler blidt susende guitarer og ambiente synth-flader et enormt kanvas op på den indre stjernehimmel. Uendelige udsigter åbner sig for det indre øje. Åh, hvilken skønhed! Yes, Slowdive er tilbage, og de er mindst ligeså gode som dengang! Og det bliver faktisk kun bedre derfra. Den muskuløse »Star Roving« skydes afsted på en ikonisk guitar-rundgang, der lyder uhyggeligt velkendt, men som samtidig får tilført nok melodisk tryllestøv og raket-benzin til øjeblikkeligt at sende lytteren på en supersonisk rumfart til de ydre galakser. Andre steder arbejder gruppen med en mere sart skønhed, der i stedet for de store udvaskede teksturer lader enkle guitarlinjer eller sørgmodige klaverer smyge sig rundt om Neil Halstead og Rachel Goswells sukkende vokaler. Et smukt og værdigt comeback, der bygger fornemt videre påbandetsbanebrydende lyd. Og tilmed føjer et par nye klassikere til repertoiret".